fredag den 28. maj 2010

Kulturjagt Køge Bugt

Denne nye hjemmeportal er et tværkommunalt projekt, som blev officielt indviet d.15. april. En arbejdsgruppe fra de fire kommuner Greve, Solrød, Køge og Stevns har hver bidraget med 6 temaer.

Fra Stevns er temaerne: Vallø slot, Gjorslev slot, Koldkrigsmuseet, Stevns Klint, kirker og Ådalen.

Portalen er udviklet til skoleelever på 4. til 6. klassetrin. Formålet er, at formidle den lokale kulturarv til skolebørn i Kulturregion København Syd på tværes af kommunegrænserne.
Den indeholder 24 ”kulturmiljøer”, som tilsammen danner et overordnet billede af kommunerne. Hensigten med siden er, at give skolebørn et bedre kendskab til lokalområdet.

Siden kan også være til inspiration for forældre, som sammen med deres børn kan planlægge en udflugt i området.

Gå på opdagelse i portalen og få mulighed for at udvide din viden om lokalområdet, det gælder for alle uanset alder.

onsdag den 10. marts 2010

Efterlysning

Vi har på SLA fundet en del billeder, som vi gerne vil have identificeret med så mange data som muligt. Eksempelvis personnavne, hvor det/de er fra og ca. årstal.

Billedet af denne familiegruppe er i sin tid fundet på loftet i ejendommen Bjælkerupvej 5, Store Heddinge. Købt af boet efter fhv. Kalkværksbestyrer Carl Jensen, Holtug Kalkværk.Det kan være svært at se, om der er to eller tre generationer samlet på billedet, og skal man tidsfæste billedet, er det værd at lægge mærke til, at huset har fast tag og ikke bindingsværk.


Bjælkerupvej 5
Også et skønt gammelt billede, som muligvis stammer fra Skørpinge/Havnelev området omkr. 1900


Skørpinge Havnelev ca. 1900

torsdag den 7. januar 2010

Program 2010 for Støtteforeningen for Vallø Lokalhistoriske Arkiv

Onsdag den 10. februar kl. 19.30
Generalforsamling og årsmøde
Frede Petersen fortæller om dansk husflid igennem tiden
Mødestedet, Hårlev

Tirsdag den 23. marts kl. 19.30
Dan Pedersen fortæller om
Ll. Tårnby og Gl. Hårlev
Mødestedet, Hårlev

Mandag den 23. august kl. 19.30
Thyra Frank fortæller om dagligdagen på
Plejehjemmet Lotte
Centerhuset, Strøby Egede

Tirsdag den 02. november kl. 19.30
Hans-Michael Jelsdorf har foredrag vedr.
Sit arbejde indenfor forsvaret.
Det hedder ”Fra rallykører til generallæge”
Mødestedet, Hårlev

Alle er velkomne til Støtteforeningens arrangementer.
Medlemskontingent: 100,00 kr pr. år
Ønsker du at blive medlem af støtteforeningen, kontakt
Formand Lis Holstein: tlf. 5628 9024
Kasserer Edith Hansen: tlf. 5628 6484

tirsdag den 22. december 2009

Nu sker det

Vallø Lokalhistoriske Arkiv er nu også at finde på stevnsbloggen.

Arkivet er nemlig her i de sidste måneder kommet så langt med digitaliseringen af deres billeder, at nogle af dem nu kan lægges ud her på bloggen. Så endelig kan stevnsbloggen leve helt op til sit navn og være en arkivblog for hele Stevns Kommune.

Og Vallø lægger ud med en pudsig historie.

En skandaløs begravelse

Fra en avis notits fra 1884 (skrevet med gotiske bogstaver)

Ved en Begravelse paa Vraaby Kirkegaard Søndagen den 23de ds. foregik en i alt Fald i vor Tid uhørt Begivenhed, idet det viste sig, da Liget blev sænket ned i Graven, at denne var for lille.

Kisten maatte op igjen og en Mand ned for at gøre noget bedre Plads. Men Sagen var ingenlunde endt med det; der foregik langt værre Ting, som viser, hvor ligegyldig en Kirkeværge kan være.

Da nemlig Kisten efter en del Arbejde var kommen paa det tørre. Til ingenlunde behagelige Betragtninger for Følget, og efter nogen Snakken frem og tilbage skulde ned i Jorden igjen, sprang Rebene. Og Kisten styrtede ned, saa Liget kom til at staa paa Hovedet i Graven.

Nu blev det først rigtigt galt, og Kirkeværgen, Gaardejer Hans Nielsen i Vraaby, fik travlt med at hente ny Reb. Der blev atter heiset og halet, og Kisten kom op med Bunden i Vejret. Atter blev der talt en Del frem og tilbage og Kisten bragt paa ret Kjøl, og da viste det sig, at der var en stor Revne i Laaget, saa det var mærkeligt, at Liget faldt ud.

Man maatte saa til det tredje Gang, og endelig hjalp det. Kisten kom til at staa, som den skulde. Mærkeligt er det, at der ved samme Kirke ikke er ansat en fast Graver, som har at paase, at al Ting er i den Orden, som det skal være, da det jo viser sig, at Kirkeværgen er meget ligegyldig med sin Bestilling. Det maa formodentlig være af en art Sparsommelighedshensyn.

Nu vil jeg sluttelig henstille til vedkommende Autoriteter, om de vil tage sig af sagen, for at saadanne Ting ikke skal ske oftere til stor Forargelse for Familien og Følget.
Hellested Mølle, den 24de Marts 1884
Schiøz

søndag den 6. december 2009

Stevns Lokalhistoriske Arkiv mangler oplysninger til disse billeder

Vi mener at nedenstående billeder stammer fra et af i alt 3 arrangementer i forbindelse med 200 året for Stavnsbåndets ophævelse – altså fra juni 1988. Men er det rigtigt? Vi er ikke sikre. Hvor foregik dette optog, årstal og måske navne på nogen af deltagerne på billederne?

Optog i forbindelse med 200 års jubilæum for Stavnsbåndets ophævelse 1988 - klik for større billede Optog i forbindelse med 200 års jubilæum for Stavnsbåndets ophævelse 1988 - klik for større billede