Tærskemaskinen var dog allerede opfundet, men var for dyr for mindre brug under 12 ha. Men ved at gå sammen og danne såkaldte tærskeselskaber fik disse brug også del i tidens nye teknologi og arbejdet med høsten blev noget lettere.
Tærskemaskinen var en dampmaskine – også kaldet en lokomobile monteret på 4 hjul. Der fandtes selvkørende lokomobiler, men de almindeligste var hestetrukne – så et vådt og fedtet efterår var ikke helt uproblematisk. 
Det var ikke en helt enkelt ting at betjene. Det tog mellem en og to timer at få damptryk ved opfyring. Vandforbruget var også af en vist omfang, og dertil kom en flittig smøring.
Fyrbøderen var en vigtig person. Han mødte ind ved 5-tiden for at fyre op under kedlen, så alt var klart til at div. medhjælpere mødte ind. Alt i alt skulle lodsejeren skaffe 11-12 mand, ofte naboer der så hjalp hverandre de næste dage, mens maskinen var i nabolaget.
Husmoderen fik også en travl dag med alle disse mennesker på kost. Kl.7 var der kaffe til hele selskabet – ved 9-tiden fik de frokost. ”Smøretid” for både maskiner og folk var kl. 10.30. Middag var kl. 12 med 2 varme retter – kl. 14 var det ”smøretid” igen og endelig ved 16-tiden blev der sluttet af med kaffe og hjemmebag.
Du kan læse meget mere om Tærskeselskaber på Stevns og et stemningsbillede af en damptærskning i 1935 i: Stevns før og nu, bd. 3 side 67.