Det var et fattighus bygget af sognerådet en gang i 1860érne. Havnelev havde 3 af slagsen. Folketællingen fra 1860 fortæller, at der boede 12 voksne personer, fordelt på flere familier i det 70 km2 store hus.
At huset også blev kaldt pise´huset skyldtes, at ca. halvdelen var et ”Pisé Hus” en byggemetode som kom til Danmark omkring år 1800 fra Frankrig, men aldrig med større udbredelse.
Byggemåden bestod i, at man mellem 2 forskallinger stampede ler i 70 – 100 cm tykkelse, og kalkede det. Blev det holdt ved lige, kunne det stå i mange år. Metoden er dog dukket op i materialefattige tider, også efter 2. verdenskrig under navnet geobeton. Huset blev revet ned i 1988. I Gavnø var der også et Pisé Hus.
Kilden til denne lille historie er Viggo Buch, Havnelev, som var en af medstifterne af SLA.
Beretningen er fra 1988, og da mente han, at der kun var eet Pisé Hus tilbage på Stevns.
Det blev også kaldt ”Det gule hus” og skal/skulle ligge mellem Kirkeskov og Kongeskov.
1 kommentar:
Vedr. fattighuse:
Min Faster og dennes mand samt deres datter boede i den ene ende af et længehus i Barup. Jeg kan huske, at man kørte et stykke ned ad en jordvej fra landevejen, og længen lå til højre med gavlen ud mod jordvejen. Til venstre lå et skur, med et par lokummer i den ene ende. Hvis man gik videre frem, kom man over nogle enge til en mose, hvor min onkel lejlighedsvis tjente en dagløn i tørvene - længere nede lå vistnok Tryggevælde Å. Der var mindst en og muligvis flere lejligheder i længen.
Huset var simpelt bygget, fugtigt med tynde mure, mørnede vinduer og utætte døre, og man måtte klare sig med petroleumslamper, brændekomfur og udendørs vandpost.
Jeg kom på besøg der hver sommer i hele min barndom sammen med mine forældre, når vi holdt ferie hos mine bedsteforældre i Store Heddinge.
Jeg kan ikke huske nøjagtigt, hvornår der blev lagt elektricitet ind, men jeg mener at det først var langt op i 40-erne.
Radioen komt til i form af mine forældres gamle Telefunken, som blev grundigt efterset og transporteret fra København på fars bagagebærer. Min mors uopslidelige el-strygejern tog samme tur bag på min cykel, og jeg erindrer tydeligt, at min fasters tårevædede glæde over disse ufattelige luksusting gjorde mig flov.
Far sørgede også for, at komfuret blev suppleret med flaskegas, da dette kom på markedet. Man kunne dog ikke fjerne komfuret helt, da den enlige kakkelovn i stuen ikke kunne varme alle lejlighedens 3 rum op.
Jeg ved ikke, hvem der ejede huset, men jeg er altid gået ud fra, at det var kommunens, og allerede dengang var jeg forarget over, at nogen måtte leve under sådanne forhold i Danmark.
Jeg ved at min faster flyttede til en stiftelse i Vestergade i St. Heddinge på sine gamle dage og døde der som enke, men jeg ved ikke, hvad der blev af min kusine.
Jeg håber, at nogen kan fortælle mere om dette sted og måske også rette evt. misforståelser eller erindringsforskydninger fra min side.
Kurt Christiansen, Odense.
Send en kommentar