mandag den 27. oktober 2008

Støberiarbejdere på Bjælkerup Jernstøberi

Støberiarbejdere ext. Bjælkerup Jernstøberi - klik for større billedeVi prøver lykken endnu engang. Indtil videre er vi jo blevet hjulpet hver gang af jer, som besøger stevnsbloggen. Tak for det.

Men er der nogen som kender disse personer på billedet? Billedet er taget omkring 1920 uden for Bjælkerup Jernstøberi.

8 kommentarer:

Kurt sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Kurt sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Kurt C. sagde ...

Revideret kommentar:
Nr. 2 fra venstre er min far Holger Christiansen, søn af skomageren i Hellested. Han flyttede til København og fik først arbejde på B & W, men blev fyret under krisen i 30-erne og gik arbejdsløs i en periode. Senere blev han anbefalet til ansættelse på Nordisk Kabel og Tråd af sin lærekammerat fra Bjælkerup, Knud Rafn. Holger blev på NKT indtil han gik på pension omkring 1970.
Lige midt i billedet med hånden på en baluster står hans lærekammerat, Peter Hansen, som boede i et lille statslånshus i Bjælkerup. Selv om Holger prøvede at lokke ham til København med beretninger om store lønninger og gode ekstrafortjeneste ved akkordarbejde, blev Peter boende i Bjælkerup med sin kone, Valborg. Min far fortalte også om en anden lærekammerat, Poul Stanton (vistnok en amerikanisering af et dansk efternavn), som var protegé af en adelsfrøken på Vallø Slot. Her skulle han præsentere sig med mellemrum for at vise nyt tøj frem, som damen havde financieret og for at hente lidt ekstra lommepenge. Min far ledsagede ham på disse visitter ved flere lejligheder. Der blev serveret varm kakao af fine porcelænskopper og ført en noget tvungen konversation. Poul flyttede senere til USA og opbyggede en maskinfabrik i Minneapolis. Han skrev jævnligt og søgte at lokke min far derover med et værkførerjob og løfter om fri bolig, sygekasse og bonusordning, men altså uden held. Jeg ved ikke, om Poul Stanton er med på billedet.
Støberiet var kun en del af virksomheden. Værkstedet rummede drejebænke, fræsere og andre maskiner til metalforarbejdning. Et af virksomhedens aktiver var en stor drejebænk med en særlig stor treklo. Den blev brugt til at afdreje emner med stor diameter, blandt andet jernbanehjul fra Østjællands Jernbaneselskab (ØSJS), som skulle have nye "dæk" i form af stålringe, "bandager", som blev "krympet" på fælgene. Bandagen blev varmet op, så den udvidede sig, og derefter lagt ned om fælgen. Så snart den mødte den kolde fælg, trak den sig sammen og sad urokkeligt fast.
Min far fortalte om bandagerne hver eneste gang vi stod på Københavns Hovedbanegård og ventede på toget. Der så vi nemlig altid en jernbanearbejder, som gik ned langs togstammerne og slog på hvert eneste hjul med en langskaftet hammer. Hvis hjulet havde "klang", var det i orden. Hvis det gav en "død" lyd, var bandagen knækket.

Ole sagde ...

Jeg har lige sendt nogle billeder fra Bjælkerup Jernstøberi 1925 0g 1926, hvor min far Knud Vilhelm Rafn Petersen sammen med andre er med.

Ole sagde ...

se mere på adressen:

http://www.kulturarv.dk/i-fokus-nu/industrisamfundet/industrihistoriens-danmarkskort/bjaelkerup-jernstoeberi/

Kurt C. sagde ...

I min kommentar af 12. aug. 2009 omtaler jeg Peter Hansen som min fars, Holger Christiansens, lærekammerat. Jeg har senere erfaret, at Peter var noget ældre end min far og formodentlig allerede var svend, da min far kom i lære. Den omtalte kammerat, Knud Rafn, var heller ikke min fars lærekammerat, men kom først i lære, efter at min far var udlært i 1924.

Peter Hansens søn Svend blev også udlært på Jernstøberiet og min ældste bror Villy ligeledes. Han boede hos mine bedsteforældre i St. Heddinge indtil han fik sit svendebrev og sluttede sig til familien i København kort efter 2.Verdenskrig.

De nævnte medarbejdere bevarede kontakten med hinanden gennem hele livet. De omtalte Jernstøberiet med respekt og det var tydeligt, at omgangsformen og -tonen fra de tidlige år, da lærlinge og ugifte svende boede hos mesteren, levede videre langt op i tiden. Jeg besøgte stedet i alle min drengetids sommerferier sammen med min far og fik en grundig gennemgang af alle maskiner og funktioner - hvert år - og jeg nåede også at se støberiet i funktion et par gange.

Det var spændende at besøge et værksted dengang. Man kunne se, hvordan det hele fungerede. Den centrale drivaksel med læderremmene og remsamlerne, der for op og ned og sagde klik hver gang de passerede en remskive - de halvåbne gearkasser på maskinerne og spindlerne, som fører stålet. Man kunne se det hele, og der var ikke noget med at løbe frit omkring mellem alle de roterende dele. Min far havde et fast greb om min hånd under hele seancen, og bagefter blev jeg parkeret udenfor, hvor jeg fik lov at lege med kranen, mens de voksne snakkede. Moderne maskiner er indkapslet i stålplader og glasvinduer, og det er ikke et par følsomme hænder, som styrer processen, men snarere en chip - og man kan ikke se andet end sprøjtende kølevæske, når maskinen arbejder. Nogen burde få gang i dette enestående værksted som et museumsprojekt, mens det endnu er intakt og mens der endnu er folk, som kan betjene de gamle "analoge" maskiner.

Ole Rafn sagde ...

Jeg har besøgt "Bjælkerup jernstøberi" efter at have læst Kurts indlæg, og jeg blev godt modtaget og fik lov til at gå rundt og fotografere i den gamle smedie hvor de gamle maskiner stadig står, nu drevet af en fælles el-motor (ikke mere damp ;-)
Jeg fik samtidig verificeret at min far Knud Beck Vilhelm Rafn Petersen (1909-1949) var i lære på virksomheden i perioden 1924-1929, - og at han "boede hos fabrikanten" i et af de små værelser som stadig eksisterer.
Det var en spændende oplevelse at besøge stedet.

Kurt C. sagde ...

Det er lidt spændende, når nogen kender de personer, man skriver om.Jeg vil prøve at vedlægge et nyere billede fra Holgers velmagtsdage, da han var ansat på Nordisk Kabels reparationsværksted, som sørgede for vedligeholdelse af produktionsapparatet. På billedet er han vistnok ved at dreje en lillebitte sprøjtenippel til "gummiledningen".